Historie

Den 30. januar 1924 institueredes rebekkaloge nr. 15 "Semper Ardens" i Odense. Logens stiftere var søstrene: Holga Egede, Ingeborg Lang, Karen Flensted, Elise Hansen og broder H. Hermansen.

 

Logens navn - "Semper Ardens" - betyder "Altid brændende" og omfattes af logens medlemmer med stor respekt og kærlighed. Det er på en gang inspirerende og manende. Flammen går igen i vor loges emblem, og viser en af de kloge jomfruer, der trofast holdt sin lampe brændende til brudgommens komme.

 

I de mere end 100 år, der er gået siden stiftelsen, har Semper Ardens udviklet sig stille og roligt, og vi er i dag omkring 90 søstre. I starten havde vi hjemsted i logebygningen på Klingenberg, men fra den 31. januar 1934 kunne vi holde det første møde i den nye ordensbygning på Nonnebakken. Desværre blev bygningen beslaglagt af tyskerne under krigen, men den 4. oktober 1946 kunne vi atter vende tilbage til Nonnebakken efter, at bygningen have fået en tiltrængt renovering.

 

Under krigen lå meget af logearbejdet stille, men efter krigens afslutning kom der atter rigtig gang i vort logearbejde. En af de faste traditioner startede i 1957: Afholdelse af en nytårsloge på Nonnebakken for alle loger i hele det fynske distrikt.

 

Søster Hedvig Nielsens digtsamlinger - "Dråber i Havet" og "Gule Blomster" er kendt af næsten alle ordensmedlemmer, og de mange smukke digte læstes stadig med stor begejstring i mange loger.

 

I 1965 overrakte en søster en donation til logen, og beløbet var beregnet til logens 50-års jubilæum i 1974 - det blev starten til vor jubilæumsbog. Ved 50-års jubilæet i 1974 var alle bordkort håndbroderede, og logens devise var trykt indeni. Alle kortene var forarbejdet af nu afdøde søster Meta Klith, med hjælp fra en gruppe af vore søstre.

 

I 1976 fik alle landets søsterloger for første gang sæde i Storlogen, og vi kunne vælge de første storrepræsentanter til at varetage vore interesser i Storlogen.

 

Ligeledes kunne vi glæde os over, at søster eksvicerådsrepræsentant Karen Poulsen blev udnævnt til den første Distriktsdeputeret Storsire for det fynske distrikt.
Den 27.januar 1979 institueredes den første matriarklejr nr. 1 Sara.

 

Den fynske matriarklejr nr. 3 Esther, der startede som forening med søster eksdistriktsdeputeret storsireKaren Poulsen som formand, institueredes den 3. september1983.

 

Søster eksmester Sys Skovsted, der i 1999 fejrede sit 70-års medlemskab, fremkom nogle år før med tanken om en medlemsbog med billeder af logens søstre. Senere det samme år kunne det første eksemplar overrækkes til søster eksmester Sys Skovsted for det gode initiativ. Søster eksmester har endvidere skrevet vor loges historie, som hun også har holdt indlæg om i logesalen.

I 1988 kunne endnu en af vor loges søstre tage sæde i Storlogen, idet søster eksmester Else Eriksen blev udnævnt til Distriktsdeputeret Storsire for det fynske distrikt. I 2018 blev søster eksstorrepræsentant Lene Bjarnøe Andersen udnævnt til søster Distriktsdeputeret Storsire for det fynske distrikt. 

 

I 2025 fyldte Semper Ardens 100-års jubilæum, hvor der blev afholdt en flot festloge, og hvor vi udgav en jubilæumsbog om Semper Ardens historie.

 

Det er vort ønske for Loge nr. 15 Semper Ardens, at vi alle må forstå at styrke troen på fællesskabet, og at vor loges arbejde må være præget af fordragelighed, indbyrdes overbærenhed og respekt.